Diamant

De 4 C`er

Ø mm	Carat	Brillant
1,30	0,010
1,70	0,020
1,90	0,030
2,10	0,040
2,50	0,060
2,70	0,080
2,96	0,100
3,10	0,120
3,30	0,140
3,50	0,160
3,70	0,180
3,80	0,200
3,85	0,210
3,95	0,230
4,10	0,250
4,60	0,350
5,00	0,450
5,40	0,550
5,80	0,650
6,20	0,850
7,00	1,250
7,80	1,750
8,80	2,500
11,10	5,000

Carat = Vægt Color = Farve Clarity = Renhed Cut = Slib

Diamanten er den mest eftertragtede og prestigefyldte af alle ædelsten. Derfor er den genstand for den grundigste klassificering.
En diamants værdi bestemmes af fire faktorer. På engelsk hedder disse faktorer henholdsvis: carat - vægt, color - farve, clarity - renhed og cut - slib, og fra det fælles begyndelsesbogstav stammer udtrykket de fire C'er.

Carat/Vægt

Den første faktor - vægten - er den letteste at bestemme, idet man blot vejer stenen. 1 ct. diamant svarer til 0,2 gram.
Store diamantkrystaller er langt mere sjældne end små. Prisniveauet for store slebne diamanter er derfor væsentligt højere og stærkt stigende med størrelse. Eksempelvis koster en diamant på 1ct. mere end det dobbelte af en diamant på ½ ct. af tilsvarende kvalitet.

Color/Farve

Den anden faktor er stenens farve. Diamanter med en intens farve er uhyre sjældne og kostbare. De kaldes for kulørte diamanter eller fantasidiamanter. Til fantasidiamanter hører f.eks. Hope-diamanten og Den Grønne Dresden.

Mange diamanter er svagt gullige. Farvetonerne er dog ofte så svage, at kun et trænet øje er i stand til at skelne dem. De meget små nuancer fra hvid til gullig lader sig ikke beskrive ved hjælp af almindelige farvebetegnelser. Det er derfor nødvendigt at anvende forskellige udtryk.

I Danmark anvendes de af Scan. D.N.(Scandinavisk Diamant Nomenklatur) udarbejdede farvebetegnelser. Se oversigten til højre.

På oversigten er det muligt at sammenligne de danske betegnelser med de amerikanske grader fra GIA (Gemmological Institute of America).

Farvebetegnelsen er nødvendig for at kunne give de korrekte handelsmæssige beskrivelser. Men der er ingen grund til at tale om gode eller dårlige diamantfarver; udtryk som sjældne og mindre sjældne dækker bedre.

Clarity/Renhed

Den tredje faktor er renhed. Diamanters gennemsigtighed varierer meget fra sten til sten. Ofte forhindrer indeslutninger, f.eks. fremmedlegemer, spalteflader eller overfladeridser, i nogen grad lysets fri passage, hvorved transparensen nedsættes. Når indeslutningerne nedsætter transparensen så meget, at den fremstår helt uigennemsigtig bliver den solgt til industrien som industridiamanter.

Kun meget få diamanter er helt klare - og som følge heraf meget kostbare. Selv meget små indeslutninger, der ikke synligt nedsætter transparensen, og derfor ikke påvirker diamantens skønhed, er årsag til værdinedsættelse. Først når indeslutningerne har en sådan størrelse, at de kan ses med det blotte øje, er der tale om forringelse af stenens skønhed. Diamantens renhed bestemmes med en lup med maksimum 10 gange forstørrelse - og renhedsgradering bør kun foretages på uindfattede sten.

Scan. D.N. renhedsskala - oppe til højre - er opdelt i hoved- og undergrader. Højeste trin på skalaen er Lup-ren med undergraderne FL og IF. Disse betegnelser er dannet ud fra de engelske udtryk flawless og internally flawless. FL-graden angiver, at diamanten under 10 gange forstørrelse ikke viser indre eller ydre urenheder. IF-graden tillader ganske små ydre fejl, men ingen indre.

Betegnelserne VVS, VS og SI er dannet ud fra de engelske udtryk very very small inclusions (meget, meget små indeslutninger), very small inclusions (meget små indeslutninger) og small inclusions (små indeslutninger).

Kun på sidste trin, P-graderne, også kaldet Piqué, er indeslutningerne så store, at de kan ses med det blotte øje.

Cut/Slib

De tre forrige faktorer - vægt, farve og klarhed - er alle naturbestemte og betegnes som sjældenhedsfaktorer. Det fjerde - slibet - udføres af mennesker, og kan med rette kaldes en kvalitetsfaktor.

Diamantens enestående optiske egenskab kommer kun til fuld udfoldelse gennem slibningen. Det korrekte proportionerede brillantslib formår i højere grad end andre slibeformer at fremhæve lysvirkningerne: brillans, ild, glans og glimten, i en smuk kombination.

Illustrationen til højre viser Scan. D.N.'s Normslib, hvor overdelens højde udgør 14,6%, underdelens dybde 43,1% og tavlediameteren 57,5% af rondistens diameter. Disse proportioner er nøje beregnet, og selv små afvigelser herfra vil oftest forringe stenens lysvirkning.

På nedenstående illustrationer er underdelen henholdsvis for flad (b) og for dyb (c), hvilket nedsætter lysvirkningen i forhold til det korrekte proportionerede slib (a).

(a)	(b)	(c)
Lysvirkningen fra en korrekt proportioneret brillant.	Brillant med for flad underdel. Stenen mister meget af sin lysvirkning i midten fordi kun en lille del af lyset bliver reflekteret. Den betegnes ofte som fish eye (fiskeøje).	Brillant med for dyb underdel. Stenen syner mørk i midten - fordi lyset forsvinder ud af underdelen. Den betegnes ofte som lumpy stone (tyk sten).

Som tidligere nævnt er brillantslibets proportioner afgørende for, hvor stor brillans og hvor kraftig ild der kan opnås i brillanten. Scan. D.N.'s normslib beregnes ud fra et ønske om at opnå den optimale kombination af brillans og ild
Det er imidlertid ikke entydigt, hvad den optimale lysvirkning er. Nogle vil synes, at brillansen er den vigtigste lyseffekt, andre vil mene, at brillantens ild er den vigtigste.
Diamantsliberen kan, på grund af naturens love (totalrefleksion og den kritiske vinkel), ikke samtidig opfylde begge parters ønsker i lige høj grad og må derfor foretage en prioritering. Tidligere har diamantsliberen, ved forsøgsvis at ændre på facetternes hældning og indbyrdes størrelsesforhold, kunnet eksperimentere sig frem til brillanter med stadig større lysvirkning. Mange af datidens diamantslibere har på denne måde nået resultater, der ligger tæt på nutidens slibeformer. Senere er lysvirkningen i brillanten blevet studeret ad teoretiskvej. I 1919 præsenterede den engelske matematiker Marcel Tolkowsky resultatet af sine videnskabelige beregninger på det ideelle cut, den såkaldte Tolkowksy-brillant.

Tolkowsky-brillant	Scan D.N.'s Normslib

Som vist på Scan. D.N.'s Normslib går man altid ud fra rondistens diameter, der sættes til 100, de øvrige dimensioner fremkommer som % heraf.
Forskellen mellem de to slib er, som det fremgår af tegningen, begrænset til brillantens overdel.
Tolkowsky-brillantens tavlefacet er 53% og overdelens højde 16,2%, hvilket medfører, at dette slib giver en lidt kraftigere ild på bekostning af brillansen. Scan D.N.'s Normslib, der som bekendt har en tavlefacet på 57,5 % og en overdelshøjde på 14,6% giver lidt kraftigere brillans på bekostning af stenens ild. Det kan tilføjes, at betragtes stenene fra oven, syner Scan D.N. lidt større end Tolkowsky-brillanten, selv om de har samme rondistdiameter. Årsagen findes formodentlig i tavlefacettens størrelse.

Slibefejl

Større afvigelser fra normslibet skyldes som regel ikke en dårlig diamantsliber, men må tilskrives råmaterialets store værdi. De rå diamantkrystaller er meget forskellige. Krystallernes form og eventuelle urenheders placering er forhold, som diamantsliberen nødvendigvis må tage hensyn til. I princippet kunne man slibe en korrekt proportioneret diamant af enhver krystal ved blot at gøre stenen tilstrækkelig lille. Men en sådan fremgangsmåde vil medføre et så stort spild at det kostbare diamantmateriale, at prisen pr. ct. ville blive urimelig høj. Desuden skal man påregne at miste min. 60% af råmaterialets vægt ved slibningen så diamantsliberen må derfor i større eller mindre grad fravige det ideelle.

Facetter

Brillantslibet har 57 eller 58 facetter fordelt således:

Overdelen
- 1 tavlefacet
- 8 stjernefacetter
- 8 hovedfacetter
- 16 rondistfacetter
I alt 33

Underdelen
- 8 hovedfacetter
- 16 rondistfacetter
I alt 24 eller 25 hvis kuletten er afslebet

Kulette
Underdelens facetter kan ende i et punkt eller i en lille 8-sidet flade. Mødes facetterne i et punkt, taler man om spids kulette. Afsluttes slibet med en flade, tales om afslebet kulette. Sædvanligvis slibes brillanter med spids kulette. Man skal dog også være forberedt på en stødt kulette, hvor kuletten forekommer ujævn.

Forskellige andre slib

Dråbe/pære	Oval	Navette/Marquise	Hjerte
Firkant/carre	Princess	Trekant	Trilliant
Baguette	Emerald

Polykrystallinske diamanter

Polykrystallinsk diamant (PCD) er diamantpulver , som er blevet bundet sammen under højt tryk og høj temperatur.
Typisk er PCD bundet til en wolframcarbid substrat under høj temperatur og højt tryk (HPHT).
Denne sintrede diamant og wolframcarbid komposit er kendt som polykrystallinsk diamant.

Hårdhed:

Diamanten er det hårdeste materiale man kender, hårdere end wolframcarbid, stål, siliciumnitrid og siliciumkarbid.
Ideel til brug der kræver en større sejhed og holdbarhed
Sintrede diamant-til-diamant partikler i en sammenhængende struktur gennem HPHT
Tilfældigt orienterede diamant-til-diamant bindinger sikre at der ikke er svate brudflader og er derfor primært ideelt til skæreværktøjer og lignende.

Holdbarhed:

Kombinerer sejhed og hårdhed for forbedret holdbarhed
Håndterer ekstremt høje belastninger
Har lavere gnidningsmodstand end wolframcarbid, stål og teflon
Modstandsdygtig overfor alle syrer og baser
Tåler høje temperaturer
Højere brudsejhed end siliciumnitrid og siliciumcarbid

Varmeledningsevne:

Højeste varmeledningsevne til rådighed i et ingeniør materiale
Reducerer lokale ekstreme temperaturer, der fører til væsentlig forringelse
Fordeler varmen bedre end wolframcarbid, stål siliciumnitrid, siliciumcarbid og selv kobber
Fremragende til køleplade og applikationer i barske miljøer

Til toppen